Det er vel et råb om hjælp

#16

Jeg er på sygedagpenge. Jeg må ikke være frivillig nogle steder, da det så kan tolkes at jeg kan arbejde.

Medmindre du fortæller dem det eller nogen decideret stikker dig, så har de ikke nogen jordisk chance for at tage dig i det…

#20: sådan en person er jeg bare ikke. Det kommer ikke til at ske #18+19: Jeg er med på I mener det godt med at henvise til en præst. Jeg har selv været nede af den boldgade, netop fordi, de om nogle, burde da være nogle der kan snakke med folk der har ondt i hjertet. Jeg havde endda tænkt på, om man som ikke katolik og meldt ud af folkekirken, kan tillade sig denne her typiske katolske kirkes måde at melde sin synd på, men sådan en kirke er der ikke lige her i nærheden, så det droppede jeg hurtigt igen. Jeg ved jeg kommer til at lyde som ham der bare skyder alle jeres velmenende forslag ned med spredhagl, og det har jeg jo også gjort. Jeg føler bare jeg er endt i denne her stoleleg mellem alle instanser, og ingen tilbyder mig en stol, men tager den derimod fra mig. Jeg synes bare ikke jeg passer ind nogle steder, ind i nogle pakker, eller tiltag. Det er jeg sikkert ikke den eneste der har sagt før mig, men det kan jeg ikke bruge til noget. Det var nok derfor jeg endte med her i lørdags at tænke.. "fuck it". Jeg har været der før, men det har mere været en slags given op, hvor jeg bare ville droppe at tage min medicin, skide mig selv ihjel på tønden og så ellers bare blive fundet af låsesmeden om to uger.

#21 Jeg tror ikke du skal hænge dig i at du afviser forslag efter forslag. Du higer tydeligvis efter mere kommunal hjælp, og du tørster så meget efter det, at det har givet dig lidt skyklapper. Tunnelsyn om man vil. Vi prøver at ruske dig ud af det.

Korrekt hvad 22 siger. Man skal nogle gange tænke ud af boksen… hvad er det værste der kan ske ved at prøve nogle af forslagene? Med hensyn til præsten, er det jo ikke som på film hvor du sætter dig i en skriftestol. Du ringer til kirkekontoret og får fat på præsten, så kan du kort fortælle du har brug for at tale med en. Så finder I en tid, og sætter jer sammen og taler, får en kop kaffe eller hvad man nu drikker.

#0 Hmm...hvis du nu selv skulle beskrive den hjælp du har brug for, hvad kan systemet eller vi gøre for dig? Er du i behandling med antipsykotika eller antidepressiv - hvis ja, hvilket præparat samt dosis? Arbejder til dagligt i psykiatrien som sygeplejerske (er specialuddannet i psykiatri).

#24: Jeg får teknisk set 37 mg Latuda hver dag. Derudover tager jeg lige nu om aftenen 50 mg Quieatipin (Staveplade) til at holde mig i søvnen og 2x3 mg melatonin til at få mig ned i søvnen. Hvis jeg kunne vælge frit på alle hylder, så ville jeg gerne have gratis adgang til psykolog med samtale en gang om ugen, startende fra i morgen. Det kan jeg ikke få, hvilket så er hvorfor det hele er noget lort lige nu. Jeg går i F-ACT lige nu, med samtale en gang hver fjortende dag, som jeg på torsdag vil bede om vi kan lave om til en gang om ugen. Jeg er lidt der, hvor jeg næsten beder psyk skadestue om at indlægge mig. Hvis det skal til, at jeg skal have et selvmordsforsøg, så må jeg vel lave sådan et, så jeg kan blive indlagt. #22: Og det jeg glad for. Ja, jeg har måske lidt tunnelsyn. Det er lige så meget, fordi jeg ikke ved om der er andre der på længere sigt kan hjælpe mig. Det her kan ikke klares med et par samtaler. Jeg er overbevist om vi snakker intensiv psykiatrisk hjælp over et længere forløb. #23 Kan man det, selvom man ikke er medlem af folkekirken. Jeg har et lidt anstrengt forhold til religiøse personer skal det siges.

#25 Som jeg forsøgte at skrive i et tidligere indlæg: der er forskel på at arbejde med din psyke og så bare komme igennem en svær tid. Uanset hvor meget vi snakker, så forstår jeg det sådan at det PT er slut med psykolog. Så nu skal du igennem en svær tid, og det kan klares på tusinde måder som foreslået her, og så må vi formode at om x antal tid kan du komme tilbage og arbejde med psyken? Selvmordsforsøg for at få mere hjælp kan og må ikke være løsningen.

Har du prøvet flere antipsykotika? Føler du selv, at din nuværende medicinering Har den ønskede effekt? Lyder som om, at du med Opus samt F-act får alt den hjælp, det er muligt at give - selvom det måske ikke er nok. Har du overvejet Headspace, Ventilen eller socialpsykiatriske værksteder? Bare en gang om ugen, hvis dit ønske med en samtale hver uge, bliver svært at opfylde.

Du virker til at være et meget begavet menneske, og ved det ikke er let. Du har alligevel samlet noget op, og skrevet her. Hvilket også betyder du ikke er lige glad med tingene. Hvilket er stort. Det er sådan mål du skal prøve at gøre. Jeg er sikker du allerede har det bedre ved bare at skrive her på forumet. Nogen gange er det bare at sætte sig et mål. Et positivet mål. Det er ikke vigtig om man når det, eller ej. Men at man prøver. Undervejs finder man nogen gange ud af, hvad man egentlig ville. Generelt tror jeg du vil få stor glæde, ved bare at snak med et par mennesker der gerne vil dig det bedste. I tråden her, har der været et par gode eksempler på hvem du kunne snakke med. Og jeg synes du skulle overveje om du ikke skulle sætte dig, et mål der hedder jeg ringer sgu til en af dem og tager en snak.

[quote quote=46332]#23 Kan man det, selvom man ikke er medlem af folkekirken. Jeg har et lidt anstrengt forhold til religiøse personer skal det siges.[/quote] Jeg tror de fleste præster gerne vil tage en snak uden, at du er medlem af folkekirken. Ellers så er det godt nok gået ned af bakke for dem. Prøv at give det et skud - det skader ikke. Du kan bare helt ærligt melde ud fra start, at du ikke er troende men du bare ha brug for at snakke med nogen. Det er jeg sikker på de fleste præster vil være forstående overfor. Præstegerningen er ikke kun at stoppe tro ned i halsen på folk. (Du skal dog nok lige gå uden om jehovas vidner) Men sådan en helt almindelig præst i den lokale kirke er et rigtig godt bud. Du kan jo evt. lige reconnaissancere lidt først, ved at smutte forbi kirken en søndag - så får du en ide om hvilken type de er.

[postquote quote=46332] Ja du behøver ikke at være medlem. Det er ikke ligesom Jehova hvor de vil fortælle alt muligt religiøst, med de normale præster kan du have en helt almindelig samtale og hvor de både kan lytte men samtidigt også give lidt input

#27: Jeg havde en lang periode på Abilify og er lige skiftet til Latuda. Abilift var jeg ikke gode venner med, jeg havde mange voldsomme bivirkninger, som jeg heldigvis ikke har her på latuda, og latuda virker også godt mod symptomerne. Jeg er for gammel til headspace, ventilen og alle de der foreninger der peger mod unge. Jeg er i 40'erne, og falder dermed uden for en række af de her socialpolitiske frivillige organisationer. Du nævner socialpsykiatriske væresteder eller værksteder. Jeg har prøvet et par stykker af dem gennem årene, men jeg blev skræmt væk, fordi jeg ikke var syg nok, følte jeg mig. Der var RIGTIG meget fokus på at alt skulle handle om hvordan man skulle forholde sig til sin sygdom og hvordan alle der var der var syge, og skulle leve med deres sygdom. Jeg ville bare gerne have lidt socialisering, og snakker om ALT andet end min sygdom. Det kan jeg ikke lige finde noget af. #28: Jeg har haft så mange nederlag gennem mit liv, at det at sætte sig et mål, bliver et nederlag igen. Vi er nede i mål som "Lad være med at sove dagen væk" agtigt nok. Men, jeg har ikk noget at tage mig tal. Jeg har gennem meget af mit liv, fra jeg var i fjerde klasse eller sådan, elsket at læse bøger. Jeg kan ikke læse bøger i dag, og jeg har en bogreol med nok omkring 150 bøger, som jeg har samlet gennem årene. Jeg kan ikke læse dem, jeg kan ikke koncentrere mig om det. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Det er ikke spændende og interessant nok i længere tid, andet end at wanke en gang om dagen, se lidt tv serier/film og så sove. #29: Det er bare så fremmed for mig at skulle åbne mig for en præst. Jeg aner ikke noget om noget omkring deres regler og væremåder. I psykiatrien ved jeg, at jeg kan bede om total nedlukning, og ingen må vide noget om noget, med hende jeg snakker med. Du skal regne med. Sidste gang jeg satte fod i en kirke, var ved min konfirmation. Jeg har ikke været inde i en kirke lige siden. Jeg tror ikke på den institution, og mener ikke den skal have statsstøtte, og det burde være et af steder, hvor der skal spares masser af penge... men det er en anden snak.

#31 Præster har tavshedspligt, ligesom læger. Du er ikke troende nu, men man skal aldrig sige aldrig. Prøv det nu bare, og måske bliver du helt vild overrasket. Du har intet at tabe vel? Hvad er det værste der kan ske? Kom afsted. Mht. socialisering så har du et utal af forslag her. Du er din egen største fjende her. Hæng en seddel op på badeværelset: "jeg har intet at tabe ved at prøve" el lign. Når du har set den nok gange, så kan det være din indre dialog begynder at tænke anderledes. Hvis du også synes dette er en dårlig ide, så... har jeg da forsøgt at hjælpe dig.

#32: Hvad er det værste der kan ske? Der vil jeg slet ikke ned, for det er et meget dybt hul. Jeg lod mig falde i mærke med en kommentar tidligere, om at det er som om der er to situationer her. Først og fremmest skal jeg forsøge at komme over denne her hurdle jeg har lige nu og her, og så er der den langsigtet situation. Den tanke kan jeg på en måde godt lide. Ja, der er nogle traumer, situationer og forviklinger, som går tilbage til min barndom som jeg skal have bearbejder og viklet ud på en eller anden måde. Men, lige nu skal jeg forsøge at koncentrere mig om at skabe noget stabilitet, så jeg kan gå i krig med det langsigtet mål. Nu skal jeg i psykiatrien i morgen, og der har jeg tænkt mig at øffe lidt om, om det kunne være en fordel at presse lidt på for at blive indlagt, så jeg kunne få noget ro, noget stabilitet og måske endda nogle at snakke med om hvad der er sket den senere tid, og hvordan jeg kan finde nogle ro omkring det. Jeg ved godt jeg lyder som lidt af en Rasmus modsat, men jeg er ikke særlig hooked på det her med at skulle snakke med en præst. Det er som om det hiver mig i en retning, hvor jeg ikke vil hen, og det skal jeg finde ud af hvordan jeg reagerer på det. Jeg er glad for det forslag, men jeg er stadig indstillet på, at det skal være i psykiatrien på en eller anden måde, at mine løsningsforslag skal findes.

Held og lykke med det. Går det ikke som det skal, så gennemlæs denne tråd. Lav det til en favoritside. Der er guldkorn hist og pist. Du er et menneske som os andre, så vores livs lærestreger kan godt gavne dig, selvom du har traumer vi ikke kan forstå fuldt ud.

Jeg tænker, jeg skylder jeg en mindre afslutning på hvad der er sket her, siden jeg har været væk en små to ugers tid. Jeg var jo oppe og snakke med min kontaktperson i psykiatrien dn der torsdag, og det endte med en indlæggelse på den lukkede afdeling, hvor jeg blev udskrevet her i dag. En små to uger på dårlige madrasser, giver en tid til at tænke.

#35 tak for din opdatering. håber du finder fodfæste, og får det godt.

#35 Du skylder os ikke noget som helst, men jeg er glad for at læse at du fik lidt hjælp trods alt, og jeg håber du får det bedre. Min datter er selv i et OPUS forløb atm, og vi deltager i en forældre gruppe som en del af det, og det har virkeligt åbnet mine øjne for situationen.

#37: OPUS er et godt sted for folk der slås med et eller andet. Jeg håber hun får lige så meget ud af det som jeg fik i sin tid

[quote quote=46761]En små to uger på dårlige madrasser[/quote] Du fik mig til at grine, selvom omstændighederne er alvorlige. Men velkommen til overfladen. Jeg håber, at du er landet et bedre sted end før. Fandt du noget godt tidsfordriv?