Hjælp har brug for psykisk hjælp.

(har også skrevet på reddit, I tilfælde af at nogle også har set mig der. Jeg er bare så desperat) Kort introduktion, jeg er 3t årig mand, der lider af bipolar type 2 og emotionelle personligheds forstyrrelser. Jeg har brug for professionel hjælp. De sidste tre år har været hårde mod mig. Mit liv styrtdykkede da jeg blev fyret fra mit job, og havde en enorm depression. For et halvandet år siden mistede jeg min bror, og jeg var voldsomt nede. Selvmordstruet. Jeg blev kortvarigt indlagt, hvorefter jeg kom på et forløb hvor jeg fik konstateret bipolar type 2 og emotionel personlighedsforstyrrelse. Det skete i juli, 6 dage før min fødselsdag. Jeg hader juli. Jeg hader min fødselsdag. Jeg lærte at få det på afstand. Det gjorde stadig ondt, men jeg fik det bedre. Jeg begyndte at få lamotrigin mod min bipolar, og jeg blev til tider mere stabil. Jeg har været så psykisk presset på det seneste at jeg har været nødt til at bruge sovemedicin, og er nu i stedet kommet på Quetiapin da jeg i længere tid har haft en lille pige der har været syg længere tid, og kommunen endnu ikke ved om jeg er i stand til at komme på førtidspension fordi jeg er så mentalt ustabil. Har desuden næsten ikke råd til at bo i mit hjem, og næste år ser det endnu strammere ud med de nye regninger. Oven på det... Så døde min lille pige på 4.5 år i mandags. Har en kæreste og endnu en pige på 2.5. Men jeg er gået ned. Jeg kan ikke kæmpe mere. Da jeg fik beskeden i mandags blev jeg så rasende så jeg gentagne gange slog min hånd og hoved i væg så jeg endte med en forstuvet hånd og flækket hoved og hjerne rystelse. Jeg har drukket som et hul i jorden siden. Jeg er begyndt at skrue op på mine doser af medicin for at dulme smerten. Min kone prøvede at ringe til akut linjen, men de kan ikke hjælpe mig. Min kone skal til familien anden juledag og de bor langt væk og jeg frygter at gå psykisk ned dernede, men jeg kan ikke love hende at jeg ikke begår selvmord ved at være alene hjemme. Vi snakkede om at indlægge mig på den psykiske... Men det var tilsyneladende ikke muligt. Min tidligere psykiater på hospitalet sagde hvis jeg får det skidt så skal jeg ringe til deres nummer så kunne jeg indlægges. Det viser sig så, at man først skal vente i 5 til 8 timer på afdelingen, og så vurderes om man er så syg så man kan blive indlagt. Og hvis jeg er, skal jeg reelt komme dagen før, dvs aftenen til d 25 i stedet for 26. Der er et akut team der kan give psykolog hjælp, men de kan først se mig i næste uge, og jeg står på randen til at begå selvmord. Jeg drukner mig i vodka, jeg har selvmedicineret mig ved at skrue kraftigt op på min lamotrigin og Quetiapin, og jeg har bare lyst til at dø. Min kone og jeg snakker om det, og hun er ked af at se mig være så ødelagt, og at man faktisk ikke kan få hjælp til en person som mig. Jeg gik på psykisk forløb på hospitalet, men det var meget langt væk fra mig så det var drænende at komme til, samt jeg ikke passede ind i pakken. Jeg kan ikke få hjælp. Jeg er på kanten til selvmord. Min kone støtter mig i jeg drikker nu for alternative er at jeg skær i mig selv. Mine arme er fyldt med ar for det er det jeg altid har kunne cope med, men jeg vil bare gerne dø. Jeg har lyst til at tømme al min medicin, bælde det ned med sprut og bare vente på jeg ikke vågner igen. Det lyder så forfærdeligt, for jeg elsker min kone. Jeg elsker min anden pige. Men mit tunnelsyn fokuserer på den pige jeg har mistet og jeg kan bare ikke leve uden hende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at række ud til alle mine muligheder, men der er intet jeg kan se jeg kan gøre. Jeg prøver at skrue mine doser op fortsat, og jeg ved at det kan være farligt men jeg har brug for at føle ingenting. Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare gerne dø. Jeg hader julen. Jeg tænker på min lille pige jeg mistede i mandags. Jeg kan ikke undvære hende. Jeg vil bare gerne skære håndledet over så jeg kan se hende igen. Igen. Jeg elsker alle jeg har nært. Jeg kan bare ikke undvære min pige det gjorde knækket i alle mine problemer jeg har kæmpet med de sidste mange år. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det her. Jeg har nok bare brug for at få det ud. For jeg kan ikke få nogen form for hjælp så jeg er efterladt til at jeg skal kæmpe med mig selv for ikke bare at begå selvmord. Jeg håber nok på ved at skrive det her at der er nogle der kender til hjælp jeg endnu ikke har prøvet. Undskyld hvis jeg har gjort jer for triste af at læse hvor nederen jeg er. Jeg kan bare ikke mere.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor voldsomt det der er. Men jeg vil nok råde dig til, at din kæreste ikke forlader dig i juledagene. Og så kondolerer jeg med din datter. Det er jo fuldstændig frygteligt. Og lad være med at tage herfra. Prøv at tænke på, hvad det vil gøre ved din kæreste og anden datter. Du er hele verden for dem.

Det skal du ikke undskylde for! Kan du ikke ringe ind og true med selvmord og så blive akut tvangsindlagt. For du skal jo have hjælp nu her.. ikke den 25 og ikke imorgen. Hvad med din kone springer Julen med familien over? Er der ikke en psykriatisk skadestue i din kommune eller region

Jeg ville gøre som #2 siger. Ring til 112 og sig, at du begår selvmord og de kan hente dit lig på adressen. Fuldstændig vanvittigt at du ikke har fået hjælp med din sygdomshistorie. Mit hjerte er med dig og din familie. Jeg kan godt forstå du har det så elendigt, og jeg synes, at det er rigtig flot, at du forsøger at få hjælp. Alt det bedste til dig, og jeg håber du bliver indlagt ASAP.

Hold ud. Virkelig synd og ikke til at forstå, at en der rækker ud efter hjælp ikke kan få det. Føler med dig og familien, kan ikke sætte mig ind i hvor frygteligt du har det, for det er over min evne. Ingen burde have det sådan. Prøv at forklare dem det du har skrevet, for det råber i mine øre på hjælp. Bliv ved at kæmpe for dig og dine nærmeste, de vil helt sikkert ikke miste dig.

Hvis ikke du selv kan gøre det, så få din kæreste til at ringe ind og ig du er ved at begå selvmord

Hvor bor du? Har du lyst til, at vi går en lang tur ude i sneen her i nattemørket? Jeg går i seng nu, men ring eller skriv til mig på: 25 82 66 77 Også midt i nat.

Hvor i landet er du? I Region Hovedstaden kan du tage direkte på Psykiatrisk akutmodtagelse. Det ser ud som om, det er lidt anderledes i andre regioner og du skal visiteres først. Ligemeget hvor i landet du er, så synes jeg du skal tage enten til psykiatrisk akutmodtagelse eller simpelthen bare på akutmodtagelsen (skadestuen) Du har det tydeligvis af helvede til og når dine tanker allerede er hvor de er, og du er begyndt med medicin og druk, så skal du ikke vente fordi nogen i telefonen siger det - så skal du bare afsted. Jeg synes heller ikke, at din kone skal tage nogen steder - du har brug for hun er ved din side. Sidst men ikke mindst, så er selvmord aldrig løsningen. Du efterlader i så fald din datter som skal vokse op uden sin far og en kone der bliver så knust som du er nu. Så jeg ville som sagt tage direkte på akutmodtagelsen - enten den psykiatriske eller den almindelige hvis det er det eneste der er. Hvis ikke nogen kan hjælpe dig derhen, så ringer du 112 - du skal ikke lade dig blive spist af med, at det må vente til i morgen eller endnu senere. Jeg håber det bedste for dig og hold os gerne opdateret - vi er her altid hvis du har brug for at lufte dine frustrationer - og du skal på ingen måde undskylde for det.

Hold kæft, hvor er det absurd, at en i din situation ikke kan få hjælp. Få din kone til at blive hjemme sammen med dig i juledagene. Du skal hverken tvinges afsted eller efterlades alene hjemme. Jeg har selv to børn, og jeg kan slet ikke begynde at forestille mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mistede et af dem. Jeg er forfærdeligt ked af det på dine vegne. Jeg er med på, at det er et ubærligt tab, men gør alt, hvad du kan få at blive her for din datters skyld. Hun har mistet en storesøster. Hun kan ikke også undvære sin far.

Jeg kondolerer. Jeg er selv bipolar type 2. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at miste en datter - og da slet ikke med den lidelse. Som #7 skriver, så skynd dig ned på akutmodtagelsen!

Husk at du har en datter som elsker dig højt og det ville knuse hendes hjerte hvis du forsvandt.

Hej alle. Vil blot opdatere og sige jeg stadig er i live lige nu. Det bare. Jeg ved ikke. #7 Jeg bor i region hovedstaden. Jeg ringede til dem igår, hvor de sagde at for at blive indlagt skal jeg komme dagen inden og blive vurderet. Ventetiden kan være op til 5-7 timer før jeg bliver tilset en læge, da der ikke er mange på afdelingen. Og jeg skal komme om aftenen d. 25 december, hvis jeg skal have håb om at blive indlagt. Det er en vurdering de skal vurdere, om jeg er syg nok. Jeg spurgte om jeg kunne få akut psykolog hjælp, men de har først tid til mig i næste uge. #8 Det er ligeså meget fordi vores datter skal være på lidt juleferie hos min kærestes forældre, så vi kan bearbejde min hårde nedgang. Min datter er også ked af det, men forstår stadig ikke helt hvad der er foregået, så det er ikke fordi vi sparker hende ud af huset. Jeg ved det lyder oprigtigt forkert, men det er ligeså meget for at jeg kan bearbejde det her uden at påvirke vores datter de næst kommende dage. Alle jer der skriver, at jeg har min kone og mit barn at leve for - det ved jeg godt. Men mine fucked up sygdomme gør det bare pisse svært, for jeg har tunnelsyn mod hende jeg har mistet, og jeg har altid haft en form for fysisk selvdestruktiv adfærd, der bliver forstærket af stærkt traumatiserende oplevelser.

@TheMike, hey man. Lad mig starte med at kondolere over dit tab. Jeg forstår godt du er ked af det. Jeg forstår godt du er rasende og har lyst til at dulme følelserne og smerterne i alkohol og stoffer. Sandheden er, at det du er gået igennem er traumatiserende for selv den stærkeste psyke, og du er allerede udfordret med din tilstand. Du skal have lov til at være vred. Du skal have lov til at være sur. Du skal have lov til at være ked af det. Du skal have lov til at sørge over din datter og dit tab. Du siger selv, at du har tunnelsyn, og derfor er det svært at forestille sig, at det bliver bedre. Men det gør det! Det bliver bedre. Tiden vil hele noget af sorgen. Ikke det hele. Men det bliver bedre. Det tager bare tid. Dit tunnelsyn vil gradvist udvide sig. Du siger selv at du elsker din anden datter, men du skal også have lov til at sørge. Du er ikke en dårlig far, hvis du sørger. Tværtimod. Du er et menneske som har mistet én som de elsker. Det tager tid. Det er vigtigt at du får professionel hjælp og er omringet af dem som du elsker allermest. Men vigtigst af alt kære Mike, så skal du give dig selv tid til at hele. Du skal passe på dig selv. Du skal elske dig selv. Jeg ønsker dig god bedring.

Godt at høre fra dig. Bliv ved med at huske på din lille pige og at hun ikke kan undvære sin far. Jeg forstår ikke, at de afviser dig på akutmodtagelsen - du burde bare kunne troppe op og få hjælp i Region H. Håber din kone/kæreste kan være der for dig i aften, så du ikke er alene.

#11 hæng i :) din yngste datter har brug for dig. Kondolerer for dit tab. Sørg og vær rasende men mist aldrig modet, det er umuligt at tro nu men det skal nok gå den rette vej men det tager tid. Håber du får den hjælp du har brug for, søg den og tag ikke et nej for et svar du har krav på professionel hjælp og hjælp fra dine nærmeste. tag det roligt og sørg pt med hjælp fra sidelinien, bed om alt den hjælp du kan få som du er igang med. du gør egentlig det helt rette. ønsker dig alt det bedste.

#13 Det system vi burde have er sparret i smadder, de har langt fra de ressourcer som der er brug for.

#15 Eller også er der penge nok, men alt drukner i bureaukrati. Et eller andet er der i hvert fald galt, når man ikke kan få hjælp i sådan en situation som #0's.

@TheMike Kan du ikke godt skrive en besked til os, hvis du har mulighed for det. Vi er en del der er ret bekymret for dig. Vi vil kun at du får den hjælp du så helt klart har brug for. Hvis der ikke er sket noget, så skrev din adresse så må vi andre ringe og sige RÅB OP til 112. Hæng i. Der er folk der har brug for dig. Du er vigtig !

Jeg lever stadig.

#18 Du er mega sej, at bede om hjælp er nogen gange det sværeste i verden. Jeg kondolerer dit tab, jeg kunne ikke forstille mig hvor hårdt det er. Pas på dig selv for din lille prinsesses skyld, for alt hvad hun vil give dig i dit liv. Jeg sender alt det kærlighed jeg kan.